Charles A. Beard: The Rise of American Civilisation. 1927 (Oversat)

Inden for hver enkelt del af samfundet førte kravene fra produktionsapparatet ildevarslende udviklingstendenser med sig. I den nordøstlige del bredte ringene fra den industrielle strømhvirvel sig fra dag til dag. i de nordvestlige stater blev landbruget lidt efter lidt suppleret med industri; og de områder med ledig jord, som var til rådighed for plantagemæssig udnyttelse, skrumpede ind i støt tempo. Alt dette flyttede med næsten mekanisk præcision rundt på de vægtlodder, som politikerne var tvungne til at holde i balance under deres bestræbelser for at opretholde en fredelig ligevægt....

 
Som årene gik holdt plantageejerne, der stod i forgrunden i Jefferson's landbrugsparti, stadig mere ivrigt fast ved at oppositionen, i begyndelsen repræsenteret ved whig-partiet og dernæst ved republikanerne, i bund og grund var en interessegruppe, dannet med det formål at udplyndre alle, der arbejdede inden for landbrug. Og de erklærede med urokkelig stædighed, at roden til de meningsforskelle, som splittede landet, lå i den umættelige grådighed hos deres fjender....

 
Med udfordrende ligefremhed vendte Jefferson Davis (fra Mississippi) sig mod sine modstandere i senatet, og anklagede dem for at anvende slaveriet som et middel til vildlede tankeløse mennesker: "Hvad har I i sinde, mine herrer i Free Soil-partiet? Er det jeres mening at forbedre slavernes kår? På ingen måde. Hvad er det da, I er ude på? I siger, at I vil modsætte jer at slaveriet udbredes .... Vil slaven få fordel af det? På ingen måde. Det er ikke menneskekærlighed, der er drivkraften bag det standpunkt, I nu indtager udadtil over for nationen .... Det er for at I skal kunne få mulighed for at bedrage os, at I ønsker at holde slaveriet inden for klart afgrænsede områder. Det er for at I skal kunne opnå flertallet i De forenede Staters kongres, og omdanne statsstyrelsen til et redskab, hvormed nordstaternes magt kan øges. Det er for at jeres del af landet kan få stadig større magt og velstand, ved hjælp af de skatter, som med urette er blevet indkrævet fra sydstaterne .... I ønsker at svække sydstaternes politiske Indflydelse, og hvorfor? Fordi I ønsker, ved hjælp af et uretfærdigt lovgivningssystem, at begunstige New Englands industri på bekostning af befolkningen i sydstaterne og deres levebrød".

 
Det var det, der for Jefferson Davis, manden skæbnen havde udset til at blive præsident for udbryderstaterne, var den egentlige hensigt hos det parti, som søgte at forhindre slaveri i de territorier, der endnu ikke var optaget i unionen .... Men når alt kom til alt kæmpede plantageejerne, som samtiden udtrykte det, i virkeligheden mod befolkningsstatistikken. Det forbløffende væksttempo i nordstatsindustrien, den hurtige udbygning af jernbanerne, udenrigshandelen der snart nåede ud i alle verdens egne; også landbrugsområderne i Vesten, som blev forbundet med centrene for industri og finansvirksomhed ved hjælp af de nye kommunikationsmidler, og samhørighedsfølelsen med ens egen delstat, som begyndte at forsvinde med befolkningens øgede mobilitet, alt dette var medvirkende til at give sejren til det system, som talere med forkærlighed omtalte som "den fri mands arbejdsmarked"; sammen med andre ting som invasionen af udlændinge, oprettelsen af nye delstater, den statslige samhandel, befolkningstilvæksten i nordstaterne, og presset fra kapitalismens gletscher som trængte frem mod syd. Denne dynamiske udvikling var alt for voldsom for plantageejere, som arbejdede inden for et begrænset område og med ukvalificeret arbejdskraft, og med en jord hvis bonitet var faldende....

 
For de politikere, som repræsenterede de uovervindelige kræfter der kunne aflæses af befolkningsstatistikken, tog oppositionen af plantageejere sig ud som en umådelig kompakt
og selvbevidst økonomisk sammensværgelse; den var rettet mod politiske mål, nemlig overtagelsen af den politiske magt og ledelse i USA, samt beskyttelse mod lovgivning, der ville være til skade for dem; også mod herredømmet over de territorier, der endnu ikke var blevet optaget som stater i unionen, og med det sigte at gennemføre en landsomfattende lov om bortrømte slaver. Intet begreb var oftere i politikermunde i nordstaterne end begrebet "slavemagt". Siderne i bladet "Congressional Globe" var fulde af henvisninger til "slavesystemet" og dets indflydelse på landets styre. Men det var William H. Seward, som skulle komme til at beskrive det med en sagkundskab, grundet på erfaringen, som har gjort hans beskrivelse klassisk.
Seward vidste af egen erfaring, at et politisk parti ikke var nogen akademisk diskussionsklub, der beskæftigede sig med at diskutere abstrakte ting. "Et parti er", sagde han, "på en måde lige som et aktieselskab, hvor de folk, der skyder mest ind, også bestemmer virksomhedens ledelse og aktiviteter.... Eftersom slaveejerne bidrager med en overvældende andel af det demokratiske partis kapital, er man nødt til at lade dem diktere og foreskrive partiets politik .... Den slaveejende klasse er blevet den førende magtfaktor i samtlige slavestater, og den vælger næsten 30 af de 62 medlemmer af senatet, 90 af de 233 ,medlemmer i repræsentanternes hus, og 105 af de 295 præsident og vicepræsidentvalgmænd i De forenede Stater"....Og siden tilføjede han de skæbnesvangre ord, der skræmte konservative borgere fra Maine til Californien, profetiske ord som i al deres brutalitet skulle vise sig at være sande: "den uundgåelige konflikt". Dette uundgåelige sammenbrud var ikke, sagde han, en tilfældighed, unødvendig; og det var heller ikke fanatiske eller egoistiske agitatorers værk (og som sådant en overfladisk foreteelse). Nej. "Det er en uundgåelig konflikt mellem faktisk eksisterende og diametralt modsatrettede kræfter". Forhåbningerne hos dem, der søgte at sikre freden ved at appellere til slaveejerne om at forbedre sig, var efter hans mening som avner for vinden. "Hvor længe har I ikke allerede ventet på denne omvendelse? Har nogen besiddende klasse nogensinde reformeret sig selv på denne vis? Gjorde patricierne i det gamle Rom det, gjorde adelen eller præsteskabet i Frankrig det? Gjorde godsejerne på Irland det, eller godsejeradelen i England?" ....

 
Da der altså forelå en uundgåelig konflikt, hvis grundlæggende mønster så klart lod sig formulere hos sagkundskaben i begge lejre, så måtte afgørelsen af stridsspørgsrnålene flyttes fra domstolen til slagmarken, fra de diplomatiske forhandlinger til en afgørelse med våbenmagt. Eftersom begge parter var fast besluttet på at gennemføre deres forehavende, og var helt overbeviste om det retfærdige i netop deres sag, kom de selv til at fremskynde begivenhedernes gang; og de fremskynde på denne måde den splittelse af statsmagten, der til sidst kulminerede i den tragedie, som Seward havde spået.