James Fennimore Cooper: Småartikler om amerikanerne, skrevet af en rejsende ungkarl 1828 (uddrag)

Langt de mest talrige og vigtigste af de indfødte stammer, som stadig bor i umiddelbar nærhed af de hvide, er de stammer, som bor i reservater i Georgia, Florida, Alabama, Mississippi og Tennessee. Resterne af henved 100 stammer findes godt nok spredt over hele dette land; de bor i større eller mindre områder, som er blevet sikret dem, eller de strejfer om i skovene. Men de eneste folk, som bor øst for Mississippi og som kan kaldes nationer, er Creek, Choctaw og Chiekasaw stammerne eller Cherokeerne eller Semiolerne, som alle bor i de ovenfor nævnte dele af landet.

 
Som hovedregel forsvinder den røde mand på grund af den hvide mands moralske og fysiske overlegenhed, ligesom jeg også tror den sorte mand ville gøre, med mindre han ville søge tilflugt til et helt andet sted. i 9 ud af 10 tilfælde er stammerne gradvist flyttet mod vest, og der findes nu en meget blandet samling nationer og sprog på præriens umådeligt store jagtmarker.

 
Indianerne forsvinder sædvanligvis længere ind i skovene. Mange af dem opholder sig stadig nær deres fædres grave, som de på grund af deres overtro og en naturlig ærbødighed omgiver med stor interesse....
Hvad angår civilisationen, bekvemmeligheder og karakter befinder de indianere, som stadig bor nær kysten, sig på nogenlunde samme niveau som de dårligst stillede grupper blandt de europæiske bønder. Måske er de noget ringere stillet end de engelske, men ikke ringere end de irske bønder. De er langt dårligere stillet end flertallet blandt slaverne. Det er kun endnu et eksempel på menneskenes egensindige forfængelighed, at slaverne ser ned på indianerne med foragt; skønt der er beviser på, at de føler deres egen stilling bedre i fysisk henseende, så er den det bestemt ikke i moralsk....

 
I de indre egne af landet mødte jeg ofte indianerfamilier enten på rejse eller på vej til en landsby med deres varer. De er alle ens, en lammet, beskidt og fornedrer race. Sommetider slog de lejr i skoven, tændte deres bål og blev i ugevis på samme sted. På andre tidspunkter strejfede de daglig om, indtil de skulle tilbage til deres reservater.

 
Reservaterne i de gamle stater med stammer, som ikke kan gøre krav på at blive kaldt nationer, styres efter tilstrækkelig humane principper. Statens eller unionens love gælder i alle sager mellem en hvid mand og en indianer; men det er normalt overladt til indianerne selv at kontrollere deres egne indre forhold. Handel udover fastsatte beløb er ikke tilladt mellem dem og hvide, som f.eks. heller ikke kan købe deres jord. Regeringen sørger almindeligvis for skoler blandt de vigtigste stammer; blandt de mindre betydelige oprettes skoler af velgørende institutioner. Ad den vej sørges der også for religionsundervisning. …
Jeg besøgte reservater, hvor civilisationen havde gjort ganske gode fremskridt; gårde blev ikke dyrket perfekt, og man kunne se kvæg græsse på markerne, men alligevel, civilisationen gik langsomt men sikkert frem blandt i et folk, der betragter fysisk arbejde som noget nedværdigende.

 
Der er imidlertid mange af disse stammer, som befinder sig i en bemærkelsesværdig stilling. Der eksisterer intet område inden for De forenede Staters grænser, hvor USA's love ikke er de øverste, hvis amerikanerne vælger at anvende dem. Alligevel eksisterer der samfund af vilde inden for disse grænser, med hvem de slutter traktater, fører åben krig og slutter fred i al højtidelighed. Da forfatningen gør en traktat til øverste lov i området, er mange stater forpligtet til at overholde traktaternes lovlige indhold. Jeg mener, at det er ganske sikkert, at hverken USA eller nogen delstat nogensinde har sat sig i besiddelse af landområder, som ved sædvane kan kaldes indianske, uden at det er sket ved køb eller en traktat. Hvor stor en værdi, der betales, er et andet spørgsmål; jeg mener dog, at disse handler er ligeså retfærdige som andre, der sluttes mellem stærke og svage, intelligente og uvidende. Man foregiver ikke at betale værdien af den jord, der erhverves; men købet er snarere en hensynsfuldhed over for almindelige regler om retfærdighed og menneskelighed end en indrømmelse af, at indianerne har en ret.... Traktaten er tilstrækkelig human, og skønt visse grænsebeboere nu og da krænker bestemmelserne, er der ingen grund til at nære mistillid til regeringens hensigter eller handlinger....

 
Årsydelser er beløb, der betales for afstået land. Når traktaterne indgås, får stammerne altid gaver, og agenterne eller deres hjælpere er mænd, som er ansat til at håndhæve regeringens indflydelse og til samtidig at kontrollere, at indianernes rettigheder respekteres.

 
Der er en afdeling af krigsministeriet, som kaldes "kontoret for indianeranliggender". Det ledes af en human og betænksom mand Thomas L. MeKenney, der blev sat fra bestillingen af præsident Jackson, fordi han protesterede mod dennes behandling af cherokeerne (jfr. kilde 7)., og der gøres meget for at mildne indianernes lidelser og bedre deres kår, skønt resultaterne næppe bliver store på grund af disse menneskers særlige vaner og indstilling. Fra dette års (1827) beretning ser jeg, at der er søgt bevilling for årets første ni måneder på i alt 755.166$, hvilket vil svare til mere end I mio. $ på årsbasis. i alt beløber det sig til 1/10 af regeringens samlede udgifter....

 
Af rapporterne fremgår endvidere, at regeringen udnytter hele spillerummet for dens magt til endog at betale for missionærer blandt indianerne. Beløbet skal dække udgifter til undervisning, men lærerne er missionærer. …

 
Der er altid tilbøjelighed i det menneskelige sind til at nære mistanke om magtmisbrug, når meget stærke og meget svage omgås hinanden. Jeg skal ikke fordybe mig i de bevæggrunde, der kan give anledning til en sådan mistanke; men i denne del af verden er der ingen grund til at mistænke en nation som vor for at foretage sig umotiveret uret mod et folk som de vilde. De hvides indvandring er aldrig blevet markeret med den uretfærdighed og brutalitet, som man har set ved indvandring andre steder. Indianerne er aldrig blevet slået ned undtagen i kamp, aldrig jaget af blodhunde eller på nogen måde forurettet undtagen måske ved den almindelige, men dog forsvarlige, indvandring i et land, som de ikke ønskede og ikke kunne bruge....
Da man ikke kvier sig ved i synderlig grad at blande hvidt og rødt blod (den fysiske forskel er nemlig meget mindre end mellem hvidt og sort, og indianerne har aldrig været simple slaver) tror jeg, at en blanding af de to racer vil ske senere. De amerikanske familier, som har noget indianerblod i sig, er temmelig stolte af deres afstamning; mange betydelige personer i Virginia praler af, at de nedstammer fra de kendte Pocahontaer

 
Den amerikanske indianers karakter er for ofte blevet beskrevet til at behøve en gentagelse her. Flertallet af dem, i eller nær beboede områder, er en ydmyget og nedværdiget race. Når man fjerner sig fra Mississippi, bliver de finere træk ved de vildes liv synlige, og skønt mange af de indfødte på præ'rien langt fra er de interessante og romantiske helte, som digterne elsker at beskrive, findes der eksempler på et ædelt sind og en nobel optræden blandt høvdingene...

 

Kilde: James Fenimore Cooper: Notions of the Americans, Picked up by a Travelling Bachelor, London 1828.