Debatten om kompromis-forslaget. Calhoun fra South Carolina 4. marts 1850 i Senatet

Mine herrer senatorer, jeg har fra første øjeblik ment, at agitationen om slavespørgsmålet ville ende med unionens oplysning, hvis ikke den blev standset effektivt.... 

Hvorledes kan unionen bevares? For at kunne give et tilfredsstillende svar på dette vigtige spørgsmål er det nødvendigt at have en nøje viden om årsagerne til den fare, der truer unionen .... Det første spørgsmål til overvejelse i undersøgelsen er derfor: Hvad er det, der har truet unionen?

 

Der kan kun være ét svar på dette spørgsmål: at den umiddelbare årsag er den almindelige utilfredshed, som gennemtrænger alle de stater, som udgør den sydlige del af unionen. Denne udbredte utilfredshed er ikke af ny dato. Den begyndte samtidig med agitationen mod slaveriet og er vokset lige siden. Det næste spørgsmål, som går et skridt tilbage, er: Hvad har forårsaget denne udbredte utilfredshed?....
(Det afvises, at den kan have sin rod i politiske demagogers forsøg på at udnytte forholdene til egen fordel i syden: der henvises bl.a. til, at begge de store politiske partier har tilhængere i syden, og at disse sætter meget ind på at bevare et godt forhold til deres partifæller i nord).

 

En af årsagerne er utvivlsomt at finde i den længe fortsatte kampagne mod slaveriet fra nordstaternes side og i de mange angreb på sydens rettigheder, som de har foretaget gennem årene. Jeg vil ikke opregne dem alle nu, men senere på rette sted.
Der er en anden årsag, som ligger bagved disse, og som må betragtes som den væsentligste årsag. Den skal findes i den kendsgerning, at ligevægten mellem de to dele (af unionen) i styret, som den fandtes ved forfatningens udformning og ikrafttræden, er ødelagt. Som forholdene er nu, har den ene del den fulde magt til at kontrollere styret, hvilket efterlader den anden uden passende midler til at beskytte sig selv mod overgreb og undertrykkelse....

 
Men vi er lige ved slutningen af det 6. tiår og ved begyndelsen af det 7. Folketællingen skal finde sted i år, og den vil øge nordstaternes overvægt i Repræsentanternes hus og i valgmandskollegiet betydeligt. Det ser også ud til, at nordens overvægt vil øges betydeligt i Senatet i løbet af det kommende tiår, fordi nye stater optages .... Denne forøgelse vil effektivt og uopretteligt ødelægge ligevægten fra forfatningens begyndelse.

 

Hvis denne ødelæggelse havde været tidens værk uden regeringens indblanding, ville Syden ikke have nogen grund til klage. Men sådan var det ikke. Den var forårsaget af lovgivning af en regering, som var udnævnt til at være alles fælles regering med pligt til at beskytte alles interesser og sikkerhed. Denne lovgivning kan deles i tre afsnit. Det første er en serie love, hvorved Syden er blevet udelukket fra fælles territorier, som tilhører alle staterne som medlemmer af unionen, og som medførte en kraftig forøgelse af områderne tilhørende den nordlige del og en stærk begrænsning af Sydens; det næste består i skabelsen af et system i statsindtægter og -udgifter, hvorved en urimelig beskatningsbyrde blev pålagt Syden og en urimelig fordel gaves Norden; og det sidste er en række politiske forholdsregler, hvorved regeringens oprindelige karakter er blevet radikalt ændret....

 
Resultatet af disse forenede årsager er, at Norden har opnået en afgørende magt over hvert eneste led i styret og derigennem kontrollerer alle systemets magtmidler....

 
Der er et spørgsmål af vital betydning for den sydlige del, i henseende til hvilket de to dele af unionens synspunkter og følelser er så forskellige og fjendtlige over for hinanden, som de på nogen måde kan være.
Herved refererer jeg til forholdet mellem de to racer i den sydlige del, som udgør et led af vital betydning i dens sociale organisation. Alle dele af Norden har mere eller mindre fjendtlige synspunkter og følelser derom. De mest fjendtligt indstillede betragter det som en synd og mener, at der påhviler dem en hellig forpligtelse til at anvende ethvert middel til at ødelægge det. I den udstrækning de hat magt dertil betragter de dem selv som impliceret i syden og ansvarlige for at undertrykke den med alle til rådighed stående midler. De som er mindre fjendtligt indstillet betragter det for en forbrydelse en forbrydelse mod menneskeheden som de kalder det, og skønt de ikke er så fanatiske, føler de sig forpligtet til at bruge kræfter på at opnå samme mål; de mindst fjendtlige betragter det som et skamplet på det de kalder nationen og føler sig forpligtet til ikke at støtte det. Til gengæld betragter Syden forholdet mellem racerne som et, der ikke kan ødelægges uden at udsætte de to racer for den største ulykke og Syden for fattigdom, ødelæggelse og elendighed; følgelig føler de sig på enhver måde bundet til at forsvare det.

 
(Calhoun siger videre, at i begyndelsen var modstanden i Nord ikke så stor, men den voksede gradvis, efterhånden som Norden fik øget kontrol med regeringen og anti-slaveriagitationen forstærkedes).
I stedet for at være blevet svagere er alle elementer til gunst for agitationen mod slaveriet blevet forstærket siden 1835, da den først begyndte, medens sydens indflydelse bestandig er blevet svagere. Med mindre der bliver taget afgørende forholdsregler, spørger jeg igen, hvad kan da stoppe denne agitation, førend dens store og endelige mål er nået ophævelsen af slaveriet i enkeltstaterne? Skulle det ikke være indlysende, at med mindre der bliver sat en stopper for agitationen, vil Syden blive tvunget til at vælge mellem ophævelse af slaveriet og udtræden af unionen? (Calhoun nævner, at mange af de bånd, der hidtil har bundet unionen sammen, er ved at gå i oplysning. De religiøse samfund står splittet; de politiske partier ligeså).

 

Hvorledes kan unionen reddes?....
Administrationens plan kan ikke redde unionen, fordi den ikke på nogen måde kan tilfredsstille de stater, som udgør Syden, således at de med sikkerhed og ære kan forblive i unionen. Planen er jo kun en modifikation af Wilmots Fremsat i 1846, to gange forkastet l senatet. Forbød slaveri i alle områderne, der erobredes fra Mexico. forslag, ; den vil have samme resultat: at udelukke syden fra alt det land, som er opnået ved traktaten med Mexico....

 
Der er kun een måde hvorpå unionen med sikkerhed kan reddes; det er ved en hel og endelig afgørelse, baseret på princippet om retfærdighed, af alle stridsspørgsmål mellem de to dele af unionen. Syden beder om retfærdighed, blot retfærdighed, og mindre kan den ikke tage imod. Den kan ikke tilbyde andet kompromis end forfatningen og har ingen indrømmelser at gøre. Den har allerede gjort så mange indrømmelser, at der er meget lidt tilbage at give af. En sådan afgørelse skulle gå til ondets rod og fjerne alle årsager til utilfredshed, og ved tilfredsstillelse af Syden vil den kunne blive i unionen sikkert og med ære og derved genoprette harmonien og de broderlige følelser mellem unionens dele, som eksisterede før Missouri-striden....
Men kan dette gøres? Ja, med lethed; ikke af den svagere part, for den kan ikke selv udrette noget den kan ikke engang beskytte sig selv men af den stærkere. Norden skal blot ville det for at opnå det skal yde retfærdighed ved at indrømme Syden en ligeret til det opnåede territorium, gøre sin pligt med hensyn til at opfylde bestemmelserne om flygtede slaver nøje, ophøre med agitationen mod slaveriet og sørge for en forfatningsændring, som gengiver Syden den magt den havde til at beskytte sig selv, førend ligevægten mellem unionens dele blev ødelagt af regeringen....

 
Men kan Norden enes om at gøre dette? Den må selv svare på dette spørgsmål .... Ansvaret for at redde unionen hviler på Norden, ikke på Syden....

 
Hvis I (i Norden) tier, vil I tvinge os til at slutte ud af jeres love, hvad I har i sinde. I så fald vil Californien blive prøvestenen. Hvis I optager staten til trods for alle de vanskeligheder, der taler mod optagelsen, tvinger I os til at drage den slutning, at I har i sinde at udelukke os fra hele det opnåede territorium med den hensigt samtidig uigenkaldeligt at ødelægge ligevægten mellem de to dele af unionen. Vi ville være blinde, hvis vi ikke samtidig forstod, at jeres egentlige mål er magt, udvidelse og forblindede om vi ikke handlede derefter.
Jeg har nu, mine herrer senatorer, gjort min pligt ved at udtrykke min mening helt, frit og oprigtigt om dette alvorlige spørgsmål. Mens jeg har talt, er jeg blevet ledet af de motiver, som har ledet mig i alle stadier af agitationen i slaverispørgsmålet lige siden det begyndte. Jeg har hele tiden forsøgt at standse den i den hensigt at redde unionen, hvis det var muligt; og, hvis det ikke var det, da at redde den del af unionen, hvori forsynet har anbragt mig, og som jeg ærligt og oprigtigt mener har retfærdigheden og forfatningen på sin side ....