William Harper: Memoir on Slaverv 1837 (uddrag, dansk oversættelse)

(William Harper beklædte mange høje embeder i South Carolina, bl.a. var han speaker i parlamentet, højesteretsdommer og kansler.)

 

Da slaven ikke har rådighed over liv og lemmer, kan forskellige grusomheder udøves alt efter herrens lidenskaber. Herpå har der ofte været givet det samme svar: at de sikres af herrens interesser. Hvis slavesystemet overhovedet skal eksistere, må og skal herren have magt til at straffe og dermed tvinge slaverne til at udføre deres stands pligter. Og er dette ikke lige så meget til deres fordel som til herrens? Ingen menneskelig skabning kan være tilfreds, uden at han udfører sin stands pligter. Fristes herren på nogen måde til at gå videre end dette? Hvis han påfører slaven straffe, der svækker dennes styrke, så påfører han sig selv tab, og således går det, hvis han forlanger for meget arbejde af slaven. Sammenlign det arbejde, der kræves af slaven med det, der kræves af den frie landarbejder eller industriarbejder i Europa eller i de tættere befolkede dele af vor unions ikke-slave stater skønt disse ikke er noget rimeligt sammenligningsgrundlag, fordi de i høj grad har nydt fordelene af slaveri samtidig med at stå på et tidligt og simpelt udviklingstrin i samfundsdannelsen. Læs de engelske parlaments-rapporter om forholdene i fabrikkerne og om børnearbejdere i fabrikkerne. Og menneskets afmagt med hensyn til at råde bod på de onder, dets eksistensforhold har pålagt det, er så stor, at det må formodes, at forsøgene på forbedringer snarere vil skabe forvirring. De tager deres tilflugt til dette overdrevne arbejde som et valg mellem forskellige onder. i tilfælde af formindsket arbejde, vil også deres løn derfor blive mindre; det er en sag, som lovgivning ikke kan ændre. Er det udtryk for velvilje at afskære dem fra denne miserable valgfrihed? Ville disse onder eksistere i samme mål, hvis arbejderne var deres herrers ejendom? Herrer, som har en direkte interesse i at bevare deres liv, deres helbred og kræfter? Hvem andre end en vrøvlende fanatiker har tænkt på nødvendigheden af at beskytte husdyrene mod deres ejeres grusomhed? og udøves der Ikke stor og uansvarlig grusomhed mod disse dyr? Sammenlign de grusomheder, som øves mod slaverne i hele Syden med grusomheder andre steder, som udøves af uvidende og fordærvede grupper i samfundet mod dem, som samfundsstrukturen har givet i deres magt med brutale ægtemænds holdning over for deres koner; brutale forældre over for deres børn...; brutale mestre over for lærlinge. Og hvis det spørgsmål stilles, om ikke lignende grusomheder udøves og tilsvarende lidelser må tåles i vort samfund, må jeg svare: I ingen tilsvarende grad. Den omtalte klasse (slaverne) er underkastet kontrol af mennesker, som er interesseret i at betvinge overdreven grusomhed eller voldsomhed.

 
Er det ikke naturligt, at et menneske er knyttet til det, der er hans eget, og som har bidraget til hans bekvemmelighed, hans glæder og forfængelighed Således føles selv over for dyr og umælende skabninger. Hvor meget mere da over for en skabning af højere intelligens og nytte, som kan værdsætte vore følelser mod ham og gengælde dem? Er det ikke naturligt, at vi nærer interesse for den, som er afhængig af os med hensyn til beskyttelse og hjælp? Vil mennesker ikke overalt nære venlige følelser mod dem, der er afhængige af dem selv? Er det ikke naturligt, at man er nærmere knyttet til dem, man har kendt længe - ja, som man måske er født og opvokset sammen med end til dem, man kun har kendt for en kort tid eller tilfældigt Hvad skulle der være i vort miljø eller i vore institutioner, som skulle skabe en forvanskning af naturens almindelige følelser? Naturligvis er der i denne som i alle andre forbindelser hyppige tilfælde af forseelser på den ene side ved pligtforsømmelser, på den anden ved dadel og straf men det er almindeligt i forholdet forældre-børn; og jeg vil vove at sige, at hvis der straffes retfærdigt og man fristes ikke til at gøre det uretfærdigt er det lidet sandsynligt, at det foranlediger permanent misstemning. Slaver er bestandig børn.

 
Det er ikke naturligt for mennesker, med mindre de er fordærvet af deres egen ulykke, at frydes over at være vidne til lidelse. Det er mere taknemmeligt at betragte tilfredse og glade skabninger end utilfredse og ulykkelige. Vi ved at mennesker sommetider er lunefulde og fordærvede og brutale. At der er blevet begået oprørende og brutale grusomheder mod slaver, ved vi også. Men vi benægter aldeles, at slaveinstitutionen har en naturlig tendens til at skabe en sådan karakter, at den slags forbrydelser bliver mere almindelige eller forværret end i andre samfund, og vi drager alle sammenligninger i tvivl. Jeg vil endda ikke tøve med at sige, at hvis et fuldstændigt bevismateriale kan fremskaffes, ville sammenligningen falde ud til gunst for os, og at tendensen i slaveriet snarere går i retning af humanisme end af brutalitet.

 
Rejsendes beretninger fra orientalske lande giver et meget gunstigt billede af de venskabelige forbindelser mellem herrer og slaver; den sidstnævnte er ofte ven eller arving til den første. Hvis det drejer sig om engelske rejsende, som siger noget, der kunne give et gunstigt indtryk af slaveriet, finder de det almindeligvis nødvendigt at indføre den protest, at deres ord ikke må tages til indtægt for slaveriet i USA og forstås som en accept af slaveriet der. Men den menneskelige natur er dog den samme i alle lande. Der er iøjnefaldende årsager til, at der er større tilnærmelser til lighed i de lande. Herre og slave er ofte af beslægtet race, hvilket medfører en højere grad af assimilation. Der er i virkeligheden mindre ulighed i sind og karakter, hvor herren kun er ufuldkommen civiliseret.

 
Mindre arbejde kræves, fordi herren har færre grunde til at ville skabe kapital. Men er det en uretfærdighed over for et menneske, at der kræves regelmæssigt, dog ikke overdrevent, arbejde af ham? Den oprindelige forbandelse (som arbejdet var) er ved det guddommelige forsyns venlighed blevet vendt til en trøst i en tilværelse, som ville være langt mere uudholdelig uden arbejdet. Hvis man arbejder mindre, er man langt mere underkastet sine lidenskabers lunefuldhed. Hvis mennesket kunne vælge, ville han da foretrække at være slave hos en civiliseret mand eller hos en barbar eller halvbarbar? Men hvis den almindelige tendens i de lande er at frembringe et venligt forhold herre-slave, kan det da tænkes, at det skulle være anderledes her? Det er sandt som udtrykt af præsident Dew, at dette forhold skaber en af de snævreste forbindelser i samfundet, bortset fra de blodbeslægtede forhold. De hårdeste former for slaveri blev skabt af dem, der stod fremmede over for slaveri som mente, at slaveri bestod i at holde vilde undertvunget ved vold og terror. De strengeste love i vore lovbøger er givet af sådanne personer, og de er stadig de strengeste herrer. Som samfundet falder mere til ro, og vore landsmænds tilbøjelighed til at vandre hører op, vil der blive en stadig større del, som er opfostret af slaveejeren eller som denne har arvet fra sine forfædre, og slaverne vil derfor i stadig højere grad blive betragtet som en del af familien.

 
Det er sandt, at slaven drives til arbejdet med slag; og hvis hensigten med afstraffelsen er at frembringe lydighed og anvendelighed med mindst mulig beskadigelse, er det den bedste afstraffelsesmetode. Men kan det tolereres, at en skabning dannet i sin skabers billede skal nedværdiges med slag? Det er en af forvanskningerne i sind og tanke, som jeg igen skal referere til. En sådan afstraffelse ville være nedværdigende for en fri mand, som har en fri mands tanker og higen. Men i almindelighed er det ikke nedværdigende for en slave, og føles heller ikke således. Ondet er den legemlige smerte. Er det nedværdigende for et barn? ....