John Mason Peck: Vejledning om de nye områder mod vest, 1837 (uddrag)

 .... Udvandringen fra staterne ved Atlanterhavskysten er sket l en linie næsten stik vest. Tennessee blev befolket af mennesker fra Nord og Syd Carolina, Kentucky af personer fra Virginia. Ohio modtog .... sin befolkning fra stater på samme breddegrad og fik derfor alle afskygninger fra Maryland til New England. Michigan er hovedsagelig et barn af New York. Sydens plantageejere er flyttet til Mississippi, Louisiana og det sydlige Arkansas. Kentucky og Tennessee har spredt sine sønner og døtre ud over Indiana, Illinois og Missouri, desuden modtager de to førstnævnte stater et stort antal tilflyttere fra alle de nordlige stater, Ohio inklusive, og mange fra syd, der ønsker
at flytte bort fra områder, der er under indflydelse af en slaveejende befolkning....
 

Det kan ikke forventes, at jeg skal tie om slavesystemet i den nedre Mississippidal eller om dets indflydelse på indbyggernes opfattelse og levevis. Den samfundsform synes uundgåelig i Øjeblikket; men jeg mener ikke, den vil eksistere evigt .... Det er imidlertid en sag som i følge vor forfatning udelukkende angår borgerne i de berørte stater, og hvis ikke de landbrugsstater, der tillader slaveri som f.eks. Kentucky, Tennessee og Missouri, bliver unødigt generet, vil de sikkert snart bringe systemet til ophør. Derimod vil man utvivlsomt holde hårdnakket fast ved det i de stater, hvor man dyrker bomuld og sukker; dog, principperne om frihed vil presse på, indtil slaveriet er udryddet....

 
Egnene med plantagedrift i den nedre dal udgør et kæmpemæssigt marked for den øvre dals landbrugs- og industrivarer. Louisianas sukkerproduktion er på indirekte vis en kilde til fortjeneste for bønderne i Illinois og Missouri. Flæsk, oksekød, majs, mel, kartofler, smør, hø etc. i store mængder sælges til disse plantager....

 
Det nordlige dalområdes handel, der koncentreres i New Orleans, er forbløffende stor og den vokser hastigt år for år. I 1832 ankom 1.600 dampskibe, og det beregnede antal for 1835 er 2.300 ....
Bønderne i vesten føler sig uafhængige, går enkelt klædt, er ligetil i deres optræden, åbne og gæstfrie i deres hjem og opnår hurtigt et tilstrækkeligt udkomme med en rimelig arbejdsindsats. i Kentucky, Tennessee eller de andre stater syd for Ohio-floden har de store velpassede marker, der er lukket godt inde bag kraftige hegn; men bønderne sørger sjældent for tilstrækkelig ladeplads eller andre udhuse til korn, hø og kvæg....

 
Befolkningen i de vestlige byer adskiller sig kun lidt fra samme klasse i staterne ved Atlanterhavet, bortset fra at der er langt mindre social opdeling, mindre uvidenhed, fordærv og elendighed blandt de fattige og færre aristokratiske følelser hos de rige. Da der aldrig mangler beskæftigelse for arbejdere af enhver slags, lider ingen nød af den grund.... Ved at flytte til en af de nye fremvoksende byer vestpå kan enhver mekaniker skaffe sig et rigeligt udkomme og placere sine børn på lige fod med børn af handelsmænd eller akademikere

Nybyggernes primitive, hårdføre liv, der giver dem det udbytte Gud og naturen bestemmer, har lagt grunden til en følelse af frihed og uafhængighed dybt i de vestlige folks sind.
Som havets bølger skyller almindeligvis tre bølger efter hinanden i bosættelserne vestpå. Først kommer pioneren, hvis forsørgelse af familien afhænger af naturens planter og udbyttet af jagt. Hans landbrugsredskaber er simple, hovedsagelig hjemmelavede, og hans arbejde går ud på at sikre en korn og grønsagshøst. Det sidste sker i en primitiv have, hvor der dyrkes kål, bønner, majs, agurker og kartofler. En hytte og en stald og en lade samt marker på et dusin acres giver ham nok at lave. Det er ligegyldigt, om han egentlig ejer jorden. Han bor der blot for en tid, betaler ingen afgifter og føler sig ligeså fri og uafhængig som en godsejer. Med en hest, en ko og en eller to søer søger han ind i vildnisset og bliver grundlægger af et nyt samfund eller måske en stat. Han bygger sin hytte, samler nogle få ligesindede familier omkring sig og bliver boende, indtil jorden er noget udpint og jagten giver mindre udbytte eller, hvad der hyppigere sker, indtil naboerne flokkes omkring ham, og veje, broer og marker irriterer ham, fordi han mangler albuerum....

 
Den næste gruppe indvandrere køber jorden, udvider med den ene mark efter den anden, rydder jord til veje, bygger broer over vandløb, rejser huse af fint tilhugget træ med glasvinduer og murstensskorstene, anlægger frugthaver, bygger møller, skoler, domhuse etc. og skaber således billeder på et jævnt og enkelt civiliseret liv.
 

En ny bølge skyller ind. Foretagsomme mænd med kapital dukker op. Den allerede bosatte er parat til at sælge og drage fordel af de stigende jordpriser og vil selv rykke videre ind i landet, hvor han selv kan optræde som foretagsom kapitalist. Den lille landsby udvikler sig til en større by; store stenhuse, vidtstrakte marker, frugthaver, prydhaver, skoler og kirker ses nu. Fine klæder, silketøj .... luksus og elegance bliver mode. Således skyller bølge efter bølge vestpå: det sande el dorado ligger stadig længere væk.
 

En del af de to første grupper bliver boende midt i den almindelige bevægelse. De forbedrer deres levestandard og klatrer op ad den sociale rangstige....
 

Flytning er næsten blevet en vane i vest. Der findes i hundredvis af mænd, der endnu ikke er fyldt 50 år, og som har slået sig ned et nyt sted for 4., 5. eller 6. gang. At sælge alt og flytte et par hundrede kilometer udgør en side af nybyggernes liv og væsen.

Kilde: John Mason Peck, New Guide for immigrants to the West, 1837, s. 108-121.

(John Mason Peck stammede fra Connecticut, men flyttede til St. Louis, Missouri, i 1817. Her udsendte han sin første guide i 1831, og den blev snart et standardværk, der gav oplysninger om forholdene under vandring vestpå.)