Joseph Holt Ingraham: En Yankee i sydvest

Der er ret beset tre forskellige klasser af slaver i Syden. Den øverste og mest intelligente klasse består af hus-slaverne, eller "tjenestefolkene", som plantageejerne meget rammende kalder dem. Nogle af disse slaver kan både læse og skrive og er i besiddelse af høj intelligens; og eftersom, blandt den menneskelige races afskygninger, negrene er dem der er bedst til at imitere, lærer de hurtigt sproget i den familie de er tilknyttet, og tilegner sig beredvilligt familiens måde at opføre sig på .... I den grad har de identificeret sig med de familier, de er "opdraget" i, og de kopier af deres herrer som de hver for sig udgør er så nøjagtige, omend i en forgrovet udgave, at hvis man tænkte sig husslaverne fra en række plantageejerfamilier overført til Liberia eller Haiti, ville de der danne et afrikansk samfund, hvis forbillede man kunne finde i Mississippi. Hver familie ville være en tro kopi af den, som den engang havde tilhørt, og hvis deres tidligere ejere aflagde dem besøg på deres nye hjemsted, ville de trække på smilebåndet over ligheden med originalen.

 
Den anden klasse består af by-slaver, en kategori som ikke udelukkende omfatter husslaver i byens familier, men også alle sorte håndværkere, ølkuske, staldkarle, arbejdsmænd, gadehandlere og vaskekoner samt hele den brogede vrimmel af andre erhverv, man finder i en travl bys gader for slaver oplæres til alt manuelt arbejde....

 

Mange af de negre som byen er fuld af, er såkaldte "lejede tjenestefolk". De tilhører plantageejere eller andre, der, fordi de finder slaverne kvalificerede til et eller andet erhverv, som de ikke selv har mulighed for at beskæftige dem i, lejer dem ud til borgere i byen som håndværkere, kokke, opvartere, barnepiger etc., og derpå modtager de månedlige linninger for deres arbejde. Særlig stabile slaver får lov at tage arbejde på egen hånd; det vil sige at de tager ind til byen og tjener det de kan tjene som dragere, arbejdsmænd, gartnere eller lignende, og at de betaler deres ejere et fast ugentligt beløb, fastsat efter den skønsmæssige værdi af slavens arbejdskraft .... Men hvad enten slaven tjener mere eller mindre end den fastsatte sum, er det altid den sum han skal betale for sit privilegium, hverken mere eller mindre, til sin herre ved hver uges slutning. Det er kun ganske få for hvem det ikke lykkes at udrede det fastsatte beløb, og hvis de er flittige tjener de i almindelighed mere; pengene bruger de til små luksusting, eller gemmer dem bag tagspærene, pakket ind i en gammel las; indtil de på denne måde har samlet en tilstrækkelig stor sum til at købe sig deres frihed .... Denne skik at tillade slaver at tage arbejde på egen hånd, som sikrer ejeren en vis ugentlig sum og et lille overskud til slaven, er til fordel for begge parter....

 
Den tredie og laveste klasse består af de såkaldte markslaver .... Det er den mest fornedrede slaveklasse; sådan bliver de set på ikke blot af de hvide, men også af de to andre klasser, der betragter markslaverne som stående uendelig langt under dem selv.

 

(Ingraham var født og opvokset i Maine, men tog senere til Mississippi, hvor han arbejdede som lærer. Han boede i Mississippi resten af sit liv.)

 

Kilde: Joseph Holt Ingraham: The South-West by a Yankee, N.Y. 1835, side 247-56.